Sælgers oplysningspligt - hvor vidtgående er den?

Det er en gammel traver, at den professionelle sælger loyalt skal give alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den gennemsnitlige køber kan danne sig et korrekt og retvisende billede af, hvilket produkt han er ved at købe. Ikke sjældent er der dog en del udfordringer med salg af biler – og især de brugte – for hvor godt kender bilforhandleren egentlig den bil, han har til salg.

Ankenævnet behandler tilsvarende jævnligt sager om udstrækningen af oplysningspligten og på årets første møde, var der hattrick på denne sagstype. Grundlaget var noget så forskelligt som servicebøger, tidligere anvendelse og sidst men ikke mindst etnisk oprindelse – hvis noget sådant kan siges om biler.

I den første sag var en Peugeot 208 1,2 VTI blevet solgt med et ”ja” ud for feltet ”ajourført servicebog”. Bilen har 5 år gammel og fabriksgarantien var udløbet. Efter købet konstaterede køberen et olieforbrug på 3 L. på 4.000 km. Køberen havde forsøgt at få en kulant reparation hos Peugeot, men var blevet afvist, blandt andet ud fra, at Peugeot ikke mente, at der forelå dokumentation for korrekte service. Både olieforbruget og servicehistorikken blev vurderet af en uvildig sagkyndig under ankenævnets behandling. Han konstaterede, at alle service var behørigt dokumenteret – uanset at dokumentationen både fandtes i servicebogen, på serviceskema og på servicefaktura. Sammenstykket bekræftede de altså, at der var ajourførte service. Til gengæld fandt han, at olieforbruget var for højt, hvilket var en væsentlig mangel, hvorefter handlen blev hævet.

I sagen kunne man godt stille spørgsmålstegn ved, om ikke køberen havde krav på, at alle service var noteret i servicebogen og ikke blot kunne sammenstykkes ud fra bogen, skemaer og fakturaer. Henset til, at formålet med dokumentationen som udgangspunkt er, at opretholde en fabriksgaranti, så bør man dog her skele til, at Forbrugerombudsmanden i sin vejledning til nyvognsgarantier åbner op for, at bilejeren kan dokumentere service på flere måder, end blot servicebogen, og at garantigiver skal acceptere forskellige former for dokumentation. Ikke desto mindre er det ikke givet, at sælger i sagen havde brudt oplysningspligten ved at bekræfte, at servicebogen i sig selv var ajourført – men udelukkes kan det heller ikke. Det vil altså sige, hvis man giver et positivt tilsagn om fuld servicebog i slutsedlen, så bør man sikre sig, at dette også er helt korrekt.

I den næste sag havde en bilforhandler solgt en Volvo XC70 fra 2010, dr havde kørt 235.000 km. I slutsedlen var det ved afkrydsning anført, at den tidligere havde været anvendt privat, men da køberen efter ca. 1 års ejerskab ønskede at sælge bilen, fandt han ud af, at der ikke var betalt afgift af bilen – og dermed var den temmelig uinteressant at sælge til eksport. En efterforskning viste, at bilen havde kørt som lægebil; hvilket det – desværre – var køber selv, der fandt ud af. Sælger afviste ethvert ansvar ud fra, at han ikke havde haft kendskab til bilen forud for salget, og at han ved opslag i synsrapporter m.v. kunne se, at bilen var indregistreret til privat personkørsel. Køber ønskede handlen hævet. Ankenævnet udtalte, at sælger, ved at anføre, at bilen tidligere havde været anvendt privat, havde givet en positiv oplysning om, at bilen i hvert fald ikke havde været anvendt erhvervsmæssigt – det var aftalt mellem parterne. Allerede fordi dette var notorisk forkert, led bilen af en mangel. Derudover burde sælger have undersøgt bilens historik nærmere, og også af den grund var bilen mangelfuld.  Selvom bilen altså var mangelfuld af hele to årsager, så måtte køber nøjes med at få et afslag på 20.000 kr., svarende til ca. 10 % af købesummen.

I den sidste sag var spørgsmålet, om køberen af en VW e-Golf VII fra 2015 kunne forvente, at bilen oprindelig var dansk således, at den var forsynet med et DC-lader (CCS-ladestik) og varmepumpe. Den konkrete bil var solgt i Danmark, men viste sig at være importeret fra Tyskland. Der var hverken positive eller negative oplysninger herom i annoncen eller slutsedlen og tilsyneladende havde køber først opdaget dette, da bilen ikke kunne lynoplade. For ankenævnet ønskede køberen handlen hævet, alternativt at modtage et passende afslag. Under nævnsbehandlingen oplyste importøren, at det ikke var muligt at eftermontere hverken varmepumpe eller anden type lader, men af både varmepumpe og CCS-ladestik ville have været standard, hvis bilen oprindelig havde været dansk.

Ankenævnet kom frem til, at når en dansk bil ville have haft det særlige ladestik installeret som standard, så var en dansk køber af bilen fra en dansk sælger berettiget til at gå ud fra, at bilen var dansk – i hvert fald, når intet andet var oplyst i hverken annonce eller slutseddel. Derfor – og da oplysningen måtte formodes at have haft betydning for købet – var bilen mangelfuld. Det havde i den forbindelse ikke betydning, at der var tale om standard-udstyr, som normalt ikke ville få særlig omtale i annoncen. Som følge, at ingen af delene kunne eftermonteres, kunne køber hæve handlen.

Alle tre afgørelser viser, at der SKAL udvises en omhyggelighed, når en bil indkøbes, klargøres og sættes til salg. Selv forhold, som måske virker enten banale eller ligegyldige, kan få afgørende betydning for køber efterfølgende, og der hjælper ingen ”kære mor” i efterspillet – ej heller, hvis der er taget forbehold for trykfejl.

Oplysningspligt - gælder den kun forhold omkring bilen?

Oplysningspligten gælder det, som kan have betydning for købers vurdering af salgsgenstanden i sig selv. Det betyder, at sælger skal give alle relevante oplysninger, herunder om anvendelse, fx. manualer m.v. 

Køber har dog ikke krav på at få oplyst, hvorvidt varen eksempelvis kommer på tilbud lige om lidt. Det måtte køberen af en fabriksny bil sande i ankenævnssagen 17845 af 8. maj 2019, hvor køberen underskrev slutseddel i oktober 2018 og fik bilen leveret i januar 2019. I marts 2019 udsendte importøren et nyhedsbrev, hvori de reklamerede for et intro-tilbud på bilen med netop den udstyrspakke, som kunden havde købt bilen med. Ialt ville køber have sparet ca. 15.000 kr. hvis han havde ventet med at købe bilen til introduktionen af tilbuddet, og han rejste derfor krav om, at han fik et afslag svarende til den beregnede besparelse.

Det fik han ikke medhold i. Ankenævnet henviste ganske vidst til forhandlerens oplysningspligt i købelovens § 76, stk. 1 nr. 1 og nr. 3, men bemærkede bestemt, at disse oplysningsforpligtelser IKKE kunne udstrækkes til oplysninger om senere rabatter, tilbud eller nye udgaver.